Der findes heldigvis meget effektive behandlinger imod CML. De fleste med CML lever et normalt, langt liv og kan fortsat passe deres arbejde og andre opgaver.
Men det kan alligevel være vanskeligt at komme overens med diagnosen blodkræft – både fysisk og psykisk.
I begyndelsen er det naturligt at være bange og forvirret. Mange føler, at de pludselig mister kontrollen over deres liv. Derfor er det vigtigt, at du ved meget om din sygdom, og hvordan den behandles. Så har du bedre forudsætninger for at træffe beslutninger og håndtere din livssituation. For mange kan det være en god idé at melde sig ind i en patientforening, hvor man kan blive klogere på sygdom og behandling og møde andre, der er i samme situation. Det gælder også for pårørende.
Du kan desuden gøre noget for at hjælpe dig selv til at få det bedre. Fx tænke over din kost, dyrke motion, huske at tage din medicin og forberede dig grundigt til samtalerne med lægen. Hvis du ryger, er det i øvrigt en god idé at stoppe med at ryge.